Square Dancens 10 Grundregler De 10 Grundregler er ikke sat op i en bestemt rækkefølge. De repræsenterer blot de væsentligste ting, der er med til at fastholde Square Dancen som en fornøjelig aktivitet.
1. Vær god til at lytte. Forestil dig Calleren som en slags Quarterback i Square Dance. Han/hun caller spillet ved at give dig nogle signaler til de bevægelser, som han/hun ønsker, du skal danse. To takter efter udfører du det ønskede. Samtidig kan du ikke hverken tale eller tænke på andre ting for at reagere korrekt. At snakke under Square Dance distraherer og vanskeliggør det for de andre i Squaren, da de så ikke kan opfatte instruktionerne eller høre musikken. Husk også, at der er kun plads til én instruktør ad gangen. Man hjælper bedst andre ved selv at være på rette plads til rette tid.
2. Square hurtigt op. Når Calleren siger "Sets in Order" eller "Square Up" til det næste Tip, så stil op i den nærmeste Square, der ikke er fuldtallig. Søger du derimod en plads i en Square, så lad Calleren der vide ved at række hånden i vejret, idet du passerer gulvet. Mangler der et par til at fylde en Square op, så ræk en hånd i vejret; med én finger for ét par, og to fingre for to par, o.s.v.
3. Vær en høflig danser. Gode manerer er altid velsete. Det at byde en dansepartner op, og det at sige tak for dansen til alle i Squaren , når et Tip er slut, er naturlig høflighed. I Square Dance er der nogle enkelte ting, man skal være opmærksomme på. Det anses for dårlig manér at gå forbi en Square, der mangler dansere, for blot at starte en anden. Endnu vigtigere er den uskrevne lov, at man ikke forlader en Square, før et Tip er slut. (Må du gå i nødsfald, så find en substitut til at tage din plads.)
4. Kom i god tid. Sendrægtighed kan være en god ting i visse aktiviteter, men i Square Dance kan et par, der kommer for sent, være årsag til, at tre andre par måske må sidde og vente. I planlægningen af et aftenprogram bruger Calleren ofte det første og sidste Tip til at tilpasse aftenens forløb. Kommer du for sent, eller går du før tiden, så får du ikke det fulde udbytte af forløbet, som Calleren har planlagt det.
5. Vær en taktfuld danser. Personlig soignering er vigtig i alle aktiviteter, hvor folk er i nær kontakt med hinanden. Derfor er en god deodorant og en effektiv mundvand / tandbørste blandt en Square Dancers bedste venner. Morskaben blandt andre i Squaren er afhængig af din koordinering, drik derfor ikke alkohol før og under Square Dancen. Vær på højde med situationen; dans bedst muligt og brug sin omtanke.
6. Vær samarbejdsvillig. Det er sagt, at Square Dance er en aktivitet, hvor enhver er ansvarlig for at alle har det fornøjeligt. En Square er ikke bygget op af otte individualister, der arbejder uafhængigt af hinanden; det er derimod en enhed, der samarbejder uden enkelte "stjerner". Den ægte fornøjelse kommer, når enhver gør sin part, for at det hele kan køre som smurt.
7. Tag den med ro. Overdriv ikke. Square Dance kan være anstrengende, især når du er begynder. Hvis du bliver træt, så sæt dig ned. Lad dig ikke overtale til at danse, hvis du trænger til en pause. Du kan også lære en hel del ved at kigge og lytte.
8. Vær en venlig danser. Venskab er Square Dancens største belønning. Du er en del af Square Dancen. I realiteten er de det alle. Benyt lejligheden til at få bekendtskab med andre i Squaren, og gør det til en udfordring at danse med flest mulige. Med vid er der tidligere blevet sagt, at Square Dance er venskab sat til musik.
9. Du bliver aldrig udlært. Du vi opdage, at der altid vil være noget nyt at lære, eller noget som du kan blive bedre til. Fejltagelser er ganske normalt i dans. Det vigtigste er blot at finde ud af, hvad du gjorde forkert, og så få det sat på plads til næste gang. Når lejlighed bydes, så hold dig ikke tilbage for at spørge Calleren til råds, såfremt der er noget du ikke helt forstår. Måske er du den eneste, der spørger; men sandsynligvis er der andre, som ikke vover at løfte hånden, og de vil helt sikkert være dig taknemmelig for, at du så gjorde det.
10. Mor dig - få det sjovt. Fornøjelse er smittende. Du vil blive overrasket over, hvor meget dit smil vil peppe resten af Squaren op. Ta' til Square Dance med ønsket om en fornøjelig oplevelse, og du får det. Hvis det at have det sjovt for dig betyder, at der skal snakkes og råbes højt, så sørg for den rette timing, således det ikke distraherer de andre i Squaren, så de ikke kan høre Callene. Når dansen stopper, så er der rig lejlighed til at lukke op for dampen. Husk også, når du klapper i hænderne efter et Tip, som du har nydt, så er det en anerkendelse til Calleren; men du siger samtidig "tak" til de andre i Squaren. Sådan skal det være, men det er sandelig også dig selv du hylder, for det er dig der gør arbejdet, og det er dig der oplever den pragtfulde følelse, det er at være Square Dancer.
|